Jeg er født i 1968. Jeg har i de sidste mange år forsøgt at finde balancen i mit liv. For mig er det vigtigt, at det jeg bruger min arbejdstid på giver mening. Jeg elsker at møde mennesker, der gerne vil arbejde med sig selv og tage ansvar for det, der ikke fungerer. Min erfaring er, at samarbejdet med mine klienter giver nye muligheder og veje eller måske bare mere tro på vedkommendes vej lige nu i livet. Jeg har sammen med min mand 4 piger og to børnebørn -og mener, at jeg efterhånden har erhvervet mig en del livserfaring.

Jeg blev uddannet jordemoder i 1997 og arbejdede derefter på fødeafdelingen i Esbjerg i 20 år. I forbindelse med det fantastiske arbejde med gravide par og fødslerne, har jeg haft forskellige funktioner gennem årene.
Jeg har blandt andet været med til at udvikle ”Kendt jordemoderordning”, som tager sig af hjemmefødslerne, og som arbejder ud fra tanken om, at det er vigtigt, at forældre og jordemoder kender hinanden på forhånd.
Jeg har været sorggruppeleder, hvor der tilbydes samtaler og gruppeforløb til par, som mister under graviditet og efter fødslen. Jeg har erfaring med gravide og fødende par med specielle behov og har altid set det som min vigtigste opgave at møde mennesker, lige der hvor de er.
Som jordemødre er vi med der, hvor livet er allermest fantastisk og der, hvor det kan gøre allermest ondt.

Som erfaren jordemoder har det givet god mening for mig at videreudvikle mig med kompetencer, hvor det holistiske menneskesyn er i fokus. Vi kan ikke adskille krop fra sind og omvendt. Mit menneskesyn har indimellem været udfordret, når jeg som ansat ved sundhedsvæsenet har mærket, at der ikke er tid og rum nok til at komme omkring det hele menneske.

I 2012 blev jeg TKZ-zoneterapeut. At kunne hjælpe og behandle børn og voksne ved hjælp af den kinesisk-medicinske tankegang er ofte meget effektfuld og meningsgivende

I 2017 blev jeg fuldtidsselvstændig og senere perioder med sideløbende ansættelser på deltid. Blandt andet blev jeg i 2018 ansat på smerteklinikken i Esbjerg, hvor vi behandlede smertepatienter med akupunktur. Jeg tog akupunkturkurser og havde udvidet min viden og interesse for dette felt via zoneterapien som er baseret på samme forståelse.
For ikke at slippe jordemoderfaget har jeg i perioder arbejdet som vikar både i Norge og i Danmark. De sidste år på Roskilde Fødeklinik. Her er der fokus på at skabe tid og ro til de gravide par og fødslerne samt barselperioden.

I november 2018 færdiggjorde jeg en 4-årige psykoterapeutuddannelse med gestaltterapi som grundfokus og kognitiv terapi, ACT og coaching som overbygning. (Læs mere om det i afsnittet om psykoterapi).
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og følger foreningens faglige krav og etiske regler.

I 2021 blev jeg ansat som pårørendevejleder i Varde Kommune. Her arbejder jeg på deltid, hvor jeg vareetager samtaler med pårørende til kronisk og langvarig sygdom.

Min styrke er, at jeg kan samle trådene fra mine mange år med arbejdet med mennesker. I terapien er mødet og kontakten mellem mennesker i fokus. Jeg mærker i stigende grad, at der er brug for at stoppe op og kigge indad i vores ofte alt for fortravlede og komplekse verden.

Hvordan passer jeg så på mig selv, så jeg får overskud til at hjælpe til selvhjælp? Svaret er blandt andet naturen, yoga, meditation og Qi Gong.
Jeg bruger disse skønne aktiviteter til at komme fra hovedet og ned i kroppen samt at holde mig i form. For mig er det vigtigt, at skabe mig et frirum, hvor jeg kan nulstille mig og få klaret mine tanker. Den medicinske yoga har fyldt meget for mig de sidste år. For tiden underviser jeg 3-4 hold om ugen og nyder, at der er mange nye deltagere som mærker på deres krop, hvad yogaen kan.

Min styrke er at jeg kan samle trådene fra mine mange år med jordemoderarbejdet og zoneterapien og kombinerer dem med psykoterapien. I terapien er mødet og kontakten mellem mennesker i fokus. Jeg mærker i stigende grad, at der er brug for at stoppe op og kigge indad i vores ofte alt for fortravlede samfund.

Udover ridning i naturen, har jeg også min skønne familie og venner som jeg bruger tiden sammen med, når jeg holder fri.

I afsnittet ”Jeg tilbyder” kan du læse mere om de forskellige ydelser og hvilke tilgange jeg har til dem.

Mange hilsner fra Mette